TILBUDSANNONCE: Pligtmæssigt Købstilbud til aktionærerne i EuroInvestor.com A/S 2. maj 2011

02.Maj 2011 at 19:31:10 CET

1 TILBUDDET

Den 4. april 2011 købte Saxo Bank A/S, CVR nr. 15 73 12 49, Philip Heymans Allé 15, 2900 Hellerup, ("Saxo Bank") 5.128.748 stk. aktier i EuroInvestor.com A/S, CVR nr. 25 07 87 80, Philip Heymans Allé 5,5., 2900 Hellerup ("EuroInvestor") fra JCA Holding ApS og Søren Alminde Holding ApS og opnåede derved en samlet kapital- og stemmeandel på 69,14% i EuroInvestor. Saxo Bank er dermed forpligtet til at fremsætte et pligtmæssigt tilbud til de øvrige aktionærer i EuroInvestor.

Saxo Bank fremsætter på denne baggrund et pligtmæssigt offentligt tilbud ("Tilbuddet") til aktionærerne i EuroInvestor om at erhverve aktiekapitalen med tilknyttede stemmerettigheder i EuroInvestor mod kontant betaling af DKK 15 pr. aktie à nominelt DKK 1 på de vilkår, der fremgår af det udarbejdede tilbudsdokument.

Tilbudsperioden løber fra og med mandag den 2. maj 2011 til og med mandag den 30. maj 2011 kl. 12.00 (dansk tid) eller ved udløbet af en eventuel forlængelse af tilbudsperioden som beskrevet i tilbudsdokumentet. Accept af Tilbuddet skal være modtaget af Saxo Bank gennem de sælgende aktionærers eget kontoførende institut eller fondsmægler inden udløbet af tilbudsperioden.

Aktionærerne tilbydes DKK 15 kontant pr. aktie à nominelt DKK 1.

For yderligere information om Tilbuddet, Saxo Bank og EuroInvestor henvises til det af Saxo Bank udarbejdede tilbudsdokument.

2 TILBUDSDOKUMENTET

Tilbudsdokumentet kan hentes elektronisk på EuroInvestors hjemmeside; www.euroinvestor.dk/investor, samt rekvireres hos Saxo Bank ved henvendelse til Heike Thygesen, tlf.: +45 39 77 49 74, email: hth@saxobank.com.

3 SAXO BANKS INTENTIONER MED EUROINVESTOR.COM A/S

Saxo Bank og EuroInvestor har arbejdet sammen siden Saxo Bank erhvervede en aktiepost i EuroInvestor i marts 2009. Da begge parter har været glade for samarbejdet, har Saxo Bank og Sælgerne vurderet, at det vil være en fordel for Selskabet, at Saxo Bank bliver majoritetsaktionær i Selskabet.

Saxo Bank ser store muligheder for at udbrede EuroInvestors aktiviteter på globalt plan. For at sikre at dette sker, er det hensigten at fokusere på en hurtigere produktudvikling samt at styrke organisationen både på udviklings- og salgssiden. Denne satsning kan bedre ske med Saxo Bank som hovedaktionær, idet Saxo Bank har den finansielle kapacitet til at understøtte en sådan udvikling, samt en global organisation, der kan hjælpe EuroInvestor ud i nye markeder.

En accelereret vækst vil sandsynligvis kunne medføre et lavere resultat på kort og mellemlangt sigt, idet omkostningerne til sådanne tiltag kommer før, forventede nye indtægter begynder at tilfalde Selskabet.

Saxo Bank ønsker at fastholde EuroInvestors børsnotering på NASDAQ OMX, idet Saxo Bank ønsker at give brugerne af EuroInvestor mulighed for medejerskab af deres investeringsportal. Saxo Bank anser det desuden for væsentligt, at Selskabet har mulighed for at udstede nye aktier i forbindelse med opkøb af aktier i tilsvarende portaler eller lignende selskaber i andre lande som led i Selskabets internationale ekspansion.

Saxo Bank ønsker at indgå tilsvarende partnerskaber med investorportaler i andre lande, for derved at skabe et globalt "Investor Community", hvor investorer, på tværs af landegrænser, kan hjælpe hinanden med investeringsideer og erfaringsudveksling uafhængigt af deres bank- og børsrådgivere. Saxo Bank forventer, at et sådant Investor Community vil have stor værdi for brugerne og dermed også for EuroInvestor.