Redegørelse fra EuroInvestor A/S' bestyrelse vedrørende det pligtmæssige offentlige købstilbud fremsat af Saxo Bank A/S

16.Maj 2011 at 22:51:22 CET

Saxo Bank A/S ("Tilbudsgiver"), offentliggjorde den 2. maj 2011 Tilbudsgivers pligtmæssige offentlige købstilbud til aktionærerne i EuroInvestor i forlængelse af Saxo Banks erhvervelse af 5.128.478 stk. aktier i EuroInvestor ved aftale af 4. april 2011. Tilbudsgiver tilbyder aktionærerne i EuroInvestor at købe de resterende aktier i EuroInvestor mod kontant betaling af DKK 15 pr. aktie á nominelt DKK 1.

Der henvises til Tilbudsgivers meddelelse af 2. maj og til EuroInvestors selskabsmeddelelse af 2. maj 2011.

I henhold til Overtagelsesbekendtgørelsens § 14 har EuroInvestors bestyrelse overvejet købstilbuddet. Bestyrelsens redegørelse er vedlagt denne meddelelse og udgør en integreret del heraf.

I betragtning af fordelene og ulemperne ved købstilbuddet og i lyset af de øvrige forhold, der er analyseret i vedlagte redegørelse, har bestyrelsen enstemmigt vedtaget at anbefale aktionærerne at acceptere købstilbuddet.