Halvårsrapport 2012 for Euroinvestor.com A/S

31.August 2012 at 14:07:57 CET

Delårsrapport 2012 for Euroinvestor.com A/S

Fondsbørsmeddelelse nr. 7. 2012 
31. august 2012

Halvårsrapport 2012 for Euroinvestor.com A/S


Resumé:

International fremgang for Euroinvestor.com A/S trods svære tider for annonce- og aktiemarkedet

Euroinvestor.com A/S opnåede for 1. halvår 2012 en omsætning på 11 mio. kr. og et negativt resultat før skat på 3,3 mio. kr. - ca. 1 mio. kr. lavere end forventet.

For hele 2012 forventer Euroinvestor.com A/S fortsat en omsætning på mindst 25 mio. kr. (en stigning på 14% i forhold til samme periode sidste år), og et resultat efter skat og minoriteter omkring 0 mio. kr.

Bestyrelsen for Euroinvestor.com A/S har besluttet at undersøge muligheden for at afhænde selskabets 50,3% ejerandel i Boliga ApS, idet Boliga ApS ligger udenfor de forretningsområder som Euroinvestor.com A/S strategisk vil fokusere på.

Bestyrelsen for Euroinvestor.com A/S har i dag godkendt halvårsrapporten for 2012.


Hovedpunkter for 1. halvår 2012

Euroinvestor.com A/S opnåede i 1. halvår 2012 en koncernomsætning på niveau med samme periode sidste år. Omsætningen androg 11,0 mio. kr. mod 11,2 mio. kr. i 1. halvår 2011, svarende til et fald på 1,8%. Faldet skyldes faldende annoncesalg i andet kvartal, på såvel det danske som det udenlandske marked. På trods af fremgang i salget af andre produkter, som eksempelvis Investor Relations Services, har denne fremgang ikke fuldt ud kunnet kompensere for tilbagegangen i annoncesalget.

Euroinvestor.com A/S` resultat før skat faldt fra et tab på 0,4 mio. kr. i 1. halvår 2011 til et tab på 3,3 mio. kr. i 1. halvår 2012. Resultatet er ca. 1 mio. kr. under forventningerne som følge af et skuffende annoncesalg i de sidste måneder af 2. kvartal. Omkostningerne er reduceret i forhold til det planlagte for at modvirke de lavere end forventede annonceindtægter.

Forventningerne til 2012
Udviklingen i første halvår af 2012 giver ikke anledning til at ændre Euroinvestor.com A/S` økonomiske mål for koncernen for året 2012.

Koncernomsætningen ventes fortsat at udgøre mindst 25,0 mio. kr. mod 21,9 mio. kr. i kalenderåret 2011 svarende til en vækst på mindst 14 %.

Årets resultat efter skat og minoriteter fastholdes tillige på omkring 0 kr. Dette skal ses i forhold til 15,2 mio. kr. i 2010/11 eller 0,8 mio. kr. når der reguleres for en engangsindtægt på 14,4 mio. kr. I sammenligningen skal der desuden tages højde for, at 2010/11 var et 18 måneders regnskab pga. omlægning af regnskabsåret til kalenderåret.

  • Yderligere oplysninger kan fås hos CEO Jeff Saul, email: js@euroinvestor.com, mobil: 2020 1032.