Nedjustering af forventningerne til 2013 for Euroinvestor.com A/S

17.April 2013 at 13:23:06 CET

Euroinvestor.com A/S

Fondsbørsmeddelelse nr. 4. 2013  

Nedjustering af forventningerne til 2013 for Euroinvestor.com A/S

Resume: Dårligere end forventet start på 2013. Omsætningsforventningerne nedjusteres fra tidligere forventet mindst 25 mio. kr. til 20-24 mio. kr. i 2013 og Resultat før skat fra tidligere forventet -2 til 0 mio. kr. til -8 til -11 mio. kr.

Euroinvestor.com A/S har haft en dårligere end forventet start på 2013, idet den hårde opbremsning i visse dele af online annoncemarkedet, som Selskabet har oplevet siden maj 2012, er fortsat med uformindsket styrke i 2013.

Desuden er indlånsauktions-markedet gået mere eller mindre i stå, idet bankerne for tiden har andre funding-muligheder.

For hele koncernen forventer Euroinvestor.com A/S for 2013 nu en omsætning på mellem 20-24 mio. kr. (tidligere forventning var en omsætning på mindst 25,0 mio. kr.) mod 27,8 mio. kr. i 2012. I denne forventning er der antaget betydelig vækst indenfor Selskabets øvrige indtægtskilder, såsom bruger indtægter,  Investeringsspil, IR-Services og andre B-t-B løsninger og disse indtægtskilder følger, set under ét, de oprindelige forventninger, som blev kommunikeret ud i Selskabets årsregnskab for 2012.

Specielt indenfor de nyere indtægtskilder er der en vis usikkerhed omkring, hvor hurtigt disse vil bidrage til indtægterne, idet dette afhænger af, hvor godt disse produkter bliver modtaget i markedet. Årets resultat før skat forventes nu at ligge i intervallet -8 mio. kr. og -11 mio. kr. (tidligere forventning var -2 mio. kr. til 0 mio. kr.) mod -0,8 mio. kr. i 2012. I denne resultatforventning indgår Boliga ApS resultat efter skat og minoriteter, ligesom det også var tilfældet i de oprindelige forventninger. Boliga ApS har haft en bedre end forventet start på året.

Det forventede resultat for 2013 indeholder ikke en forventet avance ved et eventuelt salg af Euroinvestor.com A/S' ejerandele i Boliga ApS. Dette salg forventes fortsat at finde sted i 2013, såfremt Euroinvestor.com A/S kan opnå en tilfredsstillende avance ved dette.

Som følge af den utilfredsstillende udvikling indenfor dele af Euroinvestor.com A/S nuværende hovedindtægtskilde reklameindtægter har selskabet besluttet at væsentligt reducere den del af organisationen, der har været fokuseret på internationale partnerskaber og et højt produktudviklingstempo, indtil der igen kommer mere medvind fra reklamemarkedet. Selskabet vil dog fortsat vækste organisationen indenfor Investor Relations og B-t-B Services, idet disse forretningsområder udvikler sig meget tilfredsstillende.

Ovenstående omstruktureringstiltag vil medføre betydelige restruktureringsomkostninger i 2013. Med disse tiltag ventes resultatet i 2014 igen at være i balance, selvom de nuværende vanskellige markedsforhold måtte fortsætte.

Euroinvestor.com A/S har i første kvartal haft de højeste brugertal, både i Danmark og internationalt, siden medio 2011, ligesom Selskabets kundetilfredshedsundersøgelser er på det højeste niveau i mange år. Dette har afstedkommet betydelig vækst i selskabets brugerindtægter i første kvartal, hvilket bekræfter, at Selskabets fokus på at opgradere sine portaler og sin kundeservice har båret frugt.

For yderligere information:

Kontakt Jeff Saul, Adm. Direktør. tlf: +45 20 20 10 32, js@euroinvestor.com

Euroinvestor er Danmarks største investorportal - se mere på: www.euroinvestor.dk.