Pligtmæssigt Købstilbud til aktionærerne i EuroInvestor.com A/S

10.Juli 2013 at 11:58:36 CET

Euroinvestor.com A/S
Fondsbørsmeddelelse nr. 20 2013

TILBUDSANNONCE

Pligtmæssigt Købstilbud til aktionærerne i EuroInvestor.com A/S

Den 12. juni 2013 erhvervede JCA Holding ApS, CVR-nr. 30 90 26 88, Freo Investments Limited, P. Riggelsen Anpartsselskab, CVR-nr. 28 14 87 55, Ulrik Tofte Jensen, Søren Alminde Holding ApS, CVR-nr. 30 90 26 61, Daugaard Holding ApS, CVR-nr. 21 25 39 01, og Coping Management ApS, CVR-nr. 30 60 35 67, (samlet "Tilbudsgiverne") tilsammen nominelt DKK 13.469.215 aktier i EuroInvestor.com A/S, CVR-nr. 25 07 87 80, ("EuroInvestor" eller "Selskabet") fra Saxo Bank A/S, og tillagt Tilbudsgivernes eksisterende aktiebeholdninger i EuroInvestor opnåede Tilbudsgiverne en samlet kapital- og stemmeandel på 92,58 % i EuroInvestor. Tilbudsgiverne er dermed forpligtet til at fremsætte et pligtmæssigt købstilbud til de øvrige aktionærer i EuroInvestor.

På baggrund heraf fremsætter Tilbudsgiverne et pligtmæssigt, offentligt købstilbud ("Købstilbuddet") til aktionærerne i EuroInvestor om at erhverve aktiekapitalen med tilknyttede stemmerettigheder i EuroInvestor mod kontant betaling af DKK 7,125 pr. aktie á nominelt DKK 1 i henhold tilbudsdokument af 10. juli 2013 ("Tilbudsdokumentet").

1. Tilbudskurs

Aktionærerne tilbydes et kontant vederlag på DKK 7,125 pr. Aktie á nominelt DKK 1, der svarer til den kurs, som Tilbudsgivernes har erhvervet Aktier til i Selskabet.

Hvis Selskabet udbetaler udbytte eller foretager anden udlodning til Aktionærerne før afregning af Købstilbuddet, nedsættes Tilbudskursen pr. Aktie forholdsmæssigt krone for krone med det samlede udbyttebeløb eller det samlede beløb for en sådan anden udlodning.

2. Tilbudsperiode

Købstilbuddet løber fra og med onsdag den 10. juli 2013 til og med onsdag den 7. august 2013 kl. 18:00 ("Tilbudsperioden") eller ved udløb af en eventuel forlængelse af Tilbudsperioden som beskrevet i Tilbudsdokumentet. Accept af Købstilbuddet skal være modtaget af Jyske Bank A/S gennem de sælgende Aktionærers eget kontoførende institut eller fondsmægler inden udløbet af Tilbudsperioden. 

3. Tilbudsdokumentet

For yderligere information om Købstilbuddet, Tilbudsgiverne og EuroInvestor henvises til Tilbudsdokumentet.

Tilbudsdokumentet inklusiv acceptblanketten kan hentes elektronisk på EuroInvestors hjemmeside; www.euroinvestor.dk/IR, og rekvireres ved henvendelse til:
  
Jyske Bank A/S
Att.: Fondsservice
E-mail: Fondsservice@jyskebank.dk