Perioderegnskabsmeddelelse for 1. kvartal 2016 for Euroinvestor.com A/S

10.Maj 2016 at 12:25:00 CET

Euroinvestor.com A/S

Selskabsmeddelelse nr. 24/2016

Koncernen opnåede i 1. kvartal 2016 en omsætning på 15,1 mio. kr. mod 16,1 mio. kr. i samme periode sidste år. Resultat før skat udgjorde 3,0 mio. kr. mod 4,5 mio. kr. i samme periode sidste år.

Begivenheder i 1. kvartal 2016

Perioden har været præget af et mindre fald i omsætningen i forhold til 1. kvartal 2015, samt en række engangsomkostninger i forbindelse med købet af Reel Finans Pantebrevsselskab A/S.

Faldet i omsætningen kan primært henføres til et fald i salget af koncernens annoncer i perioden. Ledelsen i koncernen anser faldet i annoncesalget for utilfredsstillende og har som følge heraf, omstruktureret salgsafdelingen i 1. kvartal 2016 med henblik på at øge annoncesalget fremadrettet.

Euroinvestor.com A/S købte pr. den 1. marts 2016 Reel Finans Pantebrevsselskab A/S, der driver låneportalen Udenombanken.dk. Købet af Reel Finans Pantebrevsselskab A/S har medført en række engangsomkostninger til bl.a. rådgivere i forbindelse med transaktionen. For yderligere information henvises til selskabsmeddelelse nr. 13/2016.

Købet af Reel Finans Pantebrevsselskab A/S

Koncernen købte pr. den 1. marts 2016 Reel Finans Pantebrevsselskab A/S, der driver Udenombanken.dk. Udenombanken.dk er en af de største aktører inden for alternativ finansiering af fast ejendom i Danmark. Markedet for alternativ finansiering af fast ejendom har set en markant vækst de seneste år, og markedet anslås i 2016 at udgøre ca. 1 mia. kr. i nyudstedelser. Udenombanken.dk forventes i 2016 at øge sin markedsandel bl.a. drevet af et integreret samarbejde med Boliga.dk, som tilbyder sine brugere Udenombanken.dks produkter.

Forventningerne til 2016

Udviklingen i 1. kvartal af 2016 giver ikke anledning til at ændre Euroinvestor.com A/S` forventninger for regnskabsåret 2016. Euroinvestor.com A/S forventer fortsat en omsætning på mindst 75,0 mio. kr. mod 61,8 mio. kr. i 2015. Resultat før skat forventes fortsat at udgøre mindst 20,0 mio. kr. mod 15,7 mio. kr. i 2015.

Yderligere information

Kontakt venligst: Frederik Rovsing, adm. direktør, fr@euroinvestor.com, mobil 2810 2040.

Om Euroinvestor.com A/S
Euroinvestor.com A/S er en uafhængig mediekoncern, der driver websites med fokus på aktie- og boligmarkedet, salg af investor relations services samt formidling af boliglån.

Koncernens aktiviteter består af:

  • Euroinvestor.dk
  • Udenlandske Euroinvestor-sites
  • Valuta-sites
  • Investor relations services (IR)
  • Boliga.dk
  • Selvsalg.dk
  • Lejnu.dk
  • Itvang.dk og Tvangsauktioner.dk
  • iBoligen.dk
  • Udenombanken.dk