Euroinvestor.com A/S foretager rettet emission, overdrager egne aktier og udsteder warrants i forbindelse med køb af UdenomBanken.dk samt udsteder warrants til bestyrelsesmedlemmer

26.August 2016 at 14:02:00 CET

Euroinvestor.com A/S

Selskabsmeddelelse nr. 27/2016

Rettet emission og overdragelse af egne aktier

I forlængelse af selskabsmeddelelse af 24. februar 2016 om Euroinvestor.com A/S' køb af Reel Finans Pantebrevsselskab A/S, som driver låneportalen UdenomBanken.dk, skal det hermed oplyses, at Finanstilsynet nu har godkendt transaktionen, hvorfor Euroinvestor.com A/S' bestyrelse i henhold til bemyndigelse i Selskabets vedtægter dags dato har truffet beslutning om forhøjelse af selskabskapitalen med nominelt DKK 1.650.000 fra nominelt DKK 20.265.249 til nominelt DKK 21.915.249 ved apportindskud af aktierne i Reel Finans Pantebrevsselskab A/S.

De udstedte aktier udgør delvis betaling for aktierne i Reel Finans Pantebrevsselskab A/S, og gennemføres således som en rettet emission mod tidligere ejere af Reel Finans Pantebrevsselskab A/S.

Kapitalforhøjelsen gennemføres til kurs 15 pr. aktie á kr. 1.  

Kapitalforhøjelsen forventes anmeldt og registreret hos Erhvervsstyrelsen dags dato, mens de nye aktier forventes at vil blive optaget til handel og officiel notering på NASDAQ i næste uge under selskabets eksisterende ISIN kode. Aktierne vil i forbindelse med optagelsen til handel og officiel notering blive udstedt i papirløs form gennem VP Securities A/S ("VP") og placeret i værdipapirdepoter hos VP.

I tillæg til ovenstående har Euroinvestor.com A/S dags dato overdraget nominelt DKK 500.000 egne aktier til sælgerne af Reel Finans Pantebrevsselskab A/S. Overdragelsen af egne aktier udgør ligeledes en del af købesummen for aktierne i Reel Finans Pantebrevsselskab A/S.

Udstedelse af warrants som vederlag

Endeligt har bestyrelsen dags dato i henhold til bemyndigelse i selskabets vedtægter truffet beslutning om udstedelse af 3.000.000 warrants (tegningsoptioner) uden fortegningsret for selskabets kapitalejere. Hver warrant giver ret til tegning af nominelt DKK 1,00 kapitalandele i selskabet og tildeles sælgerne af Reel Finans Pantebrevsselskab A/S som en del af købesummen.

Warrantprogrammet består af to separate elementer:

Program (A) består af i alt kr. 1.800.000 warrants, der tildeles 1/3 2017 og kan udnyttes til en tegningskurs på 16,00 pr. aktie á nominelt kr. 1. Program (A) kan udnyttes i perioden 1/6 2017 - 1/6 2020 (tegningsperioden).

Program (B) består af i alt kr. 1.200.000 warrants, der tildeles 1/3 2017 og kan udnyttes til en tegningskurs på 20,00 pr. aktie á nominelt kr. 1. Program (B) kan udnyttes i perioden 1/6 2017 - 1/6 2022 (tegningsperioden).

Såfremt samtlige warrants udnyttes vil der tilgå selskabet et provenu på DKK 52.800.000 med fradrag for omkostninger til rådgivere. Øvrige vilkår for warrantprogrammet er oplyst i selskabets vedtægter.

Udstedelse af warrants til to bestyrelsesmedlemmer

Bestyrelsen har ligeledes udnyttet den resterende bemyndigelse i selskabets vedtægter til at udstede nominelt kr. 300.000 warrants uden fortegningsret for selskabets kapitalejere til to udvalgte bestyrelsesmedlemmer, som en del af deres honorar. Hver warrant giver ret til tegning af nominelt DKK 1,00 kapitalandele i selskabet.

 Warrantprogrammet, som kaldes C, består af følgende:

Program (C) består af i alt kr. 300.000 warrants, der tildeles dags dato og kan udnyttes til en tegningskurs på 16,00 pr. aktie á nominelt kr. 1. Program (C) kan udnyttes i perioden 1/6 2017 - 1/6 2020 (tegningsperioden).

Såfremt samtlige warrants udnyttes vil der tilgå selskabet et provenu på DKK 4.800.000 med fradrag for omkostninger til rådgivere. Markedsværdien af programmet er vurderet til kr. 241.960 efter Black-Scholes modellen.

Øvrige vilkår for warrantprogrammet er oplyst i selskabets vedtægter.

For yderligere information kontakt:

Adm. direktør Frederik Rovsing - mobil 2810 2040