Euroinvestor.com A/S frasælger forretningsområde for op til 5,5 mio. USD og skærper fokus på aktie- og boligmarkedet

11.Oktober 2016 at 11:53:00 CET

Selskabsmeddelelse nr. 31/2016

Dato: 11. oktober 2016 

Den børsnoterede online medie-koncern Euroinvestor.com A/S (Euroinvestor) har i dag frasolgt aktivitetsområdet IR Solutions.

Salget sker som følge af, at Euroinvestor ønsker at fokusere på koncernens kerneområde, der er drift af online-portaler med fokus på aktie- og boligmarkedet.

- Der ligger et stort potentiale på de to markeder, og med salget af IR Solutions kan vi koncentrere kræfterne om at udvikle nye digitale produkter, så vi holder os helt i front.

- Vi skærper blandt andet fokus på udnyttelsen af 'big data' fra aktie- og boligmarkedet, hvor vi ser et kæmpestort potentiale, ligesom vi ser store muligheder i at gøre analoge forretningsmodeller til digitale vækstvirksomheder, som vi f.eks. har gjort med Boliga.dk og udlånsportalen UdenomBanken.dk, siger Euroinvestors administrerende direktør, Frederik Rovsing. 

IR Solutions sælges til en pris på op mod 5,5 mio. USD til den canadiske virksomhed Q4 inc., der er førende leverandør af IR services.

Om IR Solutions:

Euroinvestors IR Solutions er global leverandør af investor relations services, hvor der tilbydes skræddersyede softwareløsninger til børsnoterede selskaber, hvor aktiegrafer og andre relevante aktieinformationer vises på de børsnoterede selskabers hjemmeside. Mere end 90 procent af IR-løsningerne sælges uden for Danmark, primært til europæiske kunder.

IR Solutions havde i regnskabsåret 2015 en omsætning på 8,7 mio. kr. med en effekt på resultatet før skat på ca. 1 mio. kr. IR Solutions har således ikke bidraget væsentligt til koncernens indtjening, hvorfor frasalget kun i begrænset omfang vil påvirke koncernens bundlinje i fremover.

Salget af IR Solutions:

Som en del af salget af IR Solutions overdrages blandt andet alle kundekontrakter, 10 medarbejdere, leverandørkontrakter m.v., der er tilknyttet forretningsområdet IR Solutions. Overdragelsen sker med regnskabsmæssig effekt fra 1. oktober 2016.

Købesummen for IR Solutions udgør et beløb på op til USD 5.5 mio.

Per overtagelsesdagen erlægges 3,0 mio. USD.

I løbet af de kommende to år forfalder to trancher af 0,5 mio. USD i betaling. Betalingen af disse beløb er ikke afhængig af forretningsområdets performance, men kan betragtes som en kreditfacilitet, som Euroinvestor.com A/S stiller til rådighed for køber. 

Endvidere er der aftalt en earn-out (købesumsregulering) på op til i alt USD 1,5 mio., der er afhængig af IR Solutions performance de kommende to år.

Opjustering af resultat
Euroinvestor forventer som følge af salget et markant højere resultat i 2016. Resultatforventningerne til 2016 bliver meddelt i en særskilt meddelelse.

Euroinvestors fremtidige aktiviteter:
Da IR Solutions har været drevet som et selvstændigt forretningsområde i Euroinvestor, forventes det ikke, at salget vil få nogen indflydelse på Euroinvestors drift af øvrige aktiviteter.

Om Euroinvestor.com A/S
Euroinvestor.com A/S er en uafhængig mediekoncern, der driver websites med fokus på aktie- og boligmarkedet samt formidling af boliglån.
Koncernens aktiviteter består af:
  • Euroinvestor.dk
  • Udenombanken.dk
  • Boliga.dk
  • Udenlandske Euroinvestor-sites
  • Valuta-sites
  • Selvsalg.dk
  • Lejnu.dk
  • Itvang.dk og Tvangsauktioner.dk
  • iBoligen.dk

For yderligere information, kontakt venligst:
Frederik Rovsing, adm. direktør, Euroinvestor.com A/S
Telefon: 28 10 20 40
Mail: fr@euroinvestor.com