Euroinvestor.com A/S: Berlingske Media køber Euroinvestor.dk

25.Juni 2018 at 12:44:55 CET

Euroinvestor.com A/S

Selskabsmeddelelse nr. 18/2018 


Euroinvestor.com A/S sælger investorportalen Euroinvestor.dk til Berlingske Media A/S.

Euroinvestor.com A/S har d.d. indgået aftale om salg af sitet Euroinvestor.dk, Valutakurser.dk  samt Euroinvestor.com og alle koncernens øvrige internationale investor-sites til Berlingske Media.

Købesummen for Euroinvestor.dk og de øvrige sites er 23 mio. kr. Salget forventes endeligt gennemført d. 1. september 2018.

Euroinvestor.dk er Danmarks førende investorportal med aktuelle aktiekurser fra hele verden, information fra førende nyhedskilder, investorværktøjer og Danmarks største aktiedebat-forum. Over 500.000 brugere besøger hver måned Euroinvestor.dk.

Euroinvestor.com A/S skærper sit fokus

Euroinvestor.com A/S vil i forbindelse med handlen skifte navn til Boliga Gruppen A/S på en kommende ekstraordinær generalforsamling.

Baggrunden for salget skyldes, at Euroinvestor.com A/S ønsker at fokusere sine aktiviteter på bolig- og lånemarkedet i Danmark via portalerne Boliga, UdenomBanken og medejerskabet af rådgivningsvirksomheden Boligeftersyn P/S.

 - Vi ser et stort vækstpotentiale inden for koncernens forretningsområder. Med salget af Euroinvestor.dk skærper vi fokus på vores kerneområde og får samtidig frigivet likviditet til at udvikle og investere i produkterne, siger Frederik Rovsing, CEO i Euroinvestor.com A/S.

 Opjustering af forventninger til 2018

Salget af finansportalen Euroinvestor.dk giver anledning til opdatering af Euroinvestor.com A/S' forventninger til 2018. Euroinvestor.com A/S forventer således for 2018 en omsætning på ca. 60 mio. kr., EBITDA på ca. 10 mio. kr. og et resultat før skat på ca. 30 mio. kr. Der henvises i øvrigt til selskabsmeddelelse nr. 19/2018.

Om mediekoncernen Euroinvestor.com A/S

Euroinvestor.com A/S er en uafhængig, digital mediekoncern med fokus på bolig- og finansmarkedet.

Efter frasalget af finansportalen Euroinvestor.dk skifter koncernen navn til Boliga Gruppen A/S. Den ejer og driver hjemmesiderne:

  • Boliga.dk
  • Udenombanken.dk
  • Itvang.dk
  • Tvangsauktioner.dk
  • Selvsalg.dk

Derudover ejer koncernen 25% af rådgivningsvirksomheden Boligeftersyn P/S, der formidler tilstandsrapporter.

Kontakt for yderligere information:
Euroinvestor.com A/S
Frederik Rovsing
CEO
Tlf.: +45 28 10 20 40
fr@euroinvestor.com